Skotland - onsdag den 17. september 2014
Lagavulin og Laphroaig Distilleries
Der er ingen tid til at pleje tømmermænd. Heldigvis er der stort set heller ingen af dem. Dagens morgenmad består af en full scottish breakfast med blodpølse og det hele. Blodpølse bliver aldrig min hofret. Dagens tur er for 6 af os en vandretur ud mod Ardbeg. Her møder vi atter den lidt stive skotske holdning til øl. Supermarkedet må ikke sælge øl før kl. 11, så vi må vandre afsted uden drikkevarer.
Turen til Ardbeg tager ikke så lang tid, som jeg huskede fra sidste gang. Der er blevet anlagt en gangsti langs vejen. Den er ikke helt færdig endnu men store stykker af vejen er vi afskærmet fra trafikken. Vejen er ikke særlig bred, så det er betryggende, at der er en mur mellem os og bilerne.
På Ardbeg distillery er der ikke tid til nogen tour, men vi er her også mest for at købe et par flasker Supernova Ardbeg whisky. En af mine kolleger har ønsket sig sådan en og jeg blev lidt nysgerrig og endte med at ønske mig en også. Det er bare ikke sådan lige, at få lov til at investere 120 pund i en flaske whisky! Der sælges kun en flaske pr. mand og det er en betingelse, at man er medlem af Arrans vennelaug. Så det brænder Lasse og jeg ligepludselig for at blive. Så med lidt registreringsarbejde, får vi lov at slippe pengene og kan dampe af med de 2 flasker. De må dælme være gode, siden der er så skrappe restriktioner på dem.
På Lagavulin stikker vi også hovedet ind. Deres shop ser ikke ud til at være blevet ændret de sidste mange år og her lugter lidt gammelt og indelukket. Jeg køber mig en regnfrakke og vi fortsætter hurtigt mod dagens højdepunkt Laphroaig.
Vi når frem til Laphroaig i god tid til vores aftale kl. 12. Her er vi 6 mand, der har bestilt den helt store rundtur med titlen ”Water to whisky tour”. 4 timer og 30 minutter og til en pris på knap 800 kr. pr. person, har man nok lov til at have høje forventninger. Men de bliver indfriet!
Straks vi melder vores ankomst, bliver vi udstyret med et glas og bånd, så vi kan have glasset hængende foran os. I glasset er vores første dram, en speciel Laphroaig, der kun kan købes på distilleriet. Vi nyder denne første dram udenfor shoppen, mens vores guide, en pige i hendes bedste alder, fortæller os lidt om historien bag Laphroaig. Der går ikke mange sekunder før vi er overbevist om, at vi er i de bedste hænder. Guiden har ikke bare læst om distilleriet. Hun udstråler samme troværdighed, som når vi ser distillery manager John Campbell på en af de mange videoer, hvor han smager en af deres specialiteter. Hun HAR smagt på whiskyen.
Vi får hilst på de 2 sidste i selskabet. Et par fra henholdsvis Tasmanien og Skotland. Dem kommer vores guide helt naturligt til at tale mere med undervejs. De har jo engelsk som modersmål...
Først går turen rundt på distilleriet. Men ikke en helt ordinær tur. Der bruges god tid til at forklare om processen og vise de forskellige steder frem. Først op på loftet, hvor Laphroaig som et af de få distillerier i Skotland stadig malter en del af deres korn selv. Det sker ved at bade kornet i vand i ca. 55 timer. Vandet skiftes flere gange undervejs. Så tror kornet, at det er forår og det skal spire. Spiringen stoppes dog igen ved at fjerne vandet og tørre kornet, der nu indeholder masser af sukker – til brug ved spiringen... Laphroaig har flere etager med loft, hvor man før i tiden gik og vendte kornet manuelt. Det sker stadig – men i begrænset omfang – sikkert mest af hensyn til gæsterne på distilleriet. Vi får lov at lufte kornet og stikker også hovederne ind i de 2 ovne, hvor kornet bliver røget. Det er som at stikke snotten ned i et stort askebæger. Fy føj for en varm delle!
Ud i den friske luft igen og op til en trappe, hvor vores guide fortæller lidt om nogle billeder på væggen. Her fortæller hun bl.a. at prins Charles – ham med flapører større end lillebrors – har Laphroaig som sit favoritdistilleri – han har flere tønder liggende, som er HANS! Han har besøgt Islay et par gange. En af gangene insisterede han på selv at flyve dertil. Det resulterede i, at han crashede sit fly ved landingen. Men han kom ikke noget til og kunne gennemføre besøget bl.a. hos Laphroaig. Mon ikke mor har talt med store bogstaver, da Charles var tilbage på Buckingham igen :D)
Selve processen med at lave whisky bliver meget udførligt forklaret af guiden. Vi har hørt det før, så vi hænger kun på med et halvt øre. I første omgang produceres der øl nøjagtig som hos Bach Bryg. Vi smagte endda på øllet, som helt sikkert kunne hældes på flaske til stor fornøjelse for mange ølentusiaster. Gud ved, hvornår der er et distilleri, der begynder at producere øl som et biprodukt?
Når øllet er lavet, skal det distilleres – og så kan vi ølbryggere ikke være med længere. Guiden leder os over gården og ind i hallen med de 7 kobberstills, hvor øllet varmes op til en temperatur, hvor alkoholen fordamper og skilles fra vandet. I første omgang opnås en whisky med omkring 20 % alkohol. Så får det en tur mere i en kobberstill og det sender procenten op på omkring 70. Guiden forklarer udførligt processen. Det er lidt svært at høre, hvad der bliver sagt, for der er en pæn støj fra den ene ende af hallen, hvor man er ved at rense en af kobberstills’ene med damp.
Udenfor hallen forklarer guiden om de forskellige typer tønder. Vi bliver bl.a. præsenteret for quatercasks, som er blevet et af Laphroaigs helt store varemærke. Vi skal også lige over og se deres lager af tørv, der ikke ser så særlig omfattende ud, selv om vi får at vide, at der ligger ca. et års forbrug på lager.
Tilbage ved udgangspunktet møder vi flere af vores bedre halvdele. De er også på vandretur og er tilfældigvis nået til Laphroaig. Vi hilser på, skifter fodtøj til et par gode gammeldags gummistøvler og stiger så ind i en minibus, for at fortsætte turen.
Vi kører ganske en ganske kort tur op i højlandet bag distilleriet. Her bliver vi hver især udstyret med en pose med 4 plasticbøtter – med vores frokost. Guiden sender os på en lille vandretur i bakkerne. En rigtig lækker tur, der selvfølgelig kun blive bedre af, at der er blå himmel og ikke den mindste vind. Vi når frem til Laphroaigs vandreservoir i løbet af ca. 15 minutter. Her forklarer guiden lidt om vandet bag whiskyen. Også historien om den krig, der for mange år siden var mellem de to distillerier Laphroaig og Lagavulin. De kæmpede om det samme vand og bekrigede hinanden gennem mange år. Det har sikkert ikke været særlig pænt herude vest på.
Frokosten indtages ved et fint bord, der passer i størrelse til os. Guiden stiller et par flasker på bordet og vi kan frit forsyne os med drammer. Den ene er en cask strength og den anden en 18 års Laphroaig. Super gode whiskyer. Det er altså lidt specielt at sidde og nyde en god frokost – og drikke whisky til. Det kan godt anbefales!
Efter en god pause, vandrer vi tilbage til bilen og kører ind mod Port Ellen, hvor vi kan se, at nogle af de andre på holdet allerede har indfundet sig i Biergarden foran White Hart Hotel. Vi hilser på den og fortsætter ud mod Islay Lufthavn. Tæt på lufthavnen drejer vi til venstre. Nu skal vi ud og grave tørv. En stor del af Islay er dækket med tørv og Laphroaig har åbenbart lejet sig ind ved lufthavnen. Her bliver folk betalt for at grave tørv, så de bestemmer selv tempoet. Vi vandrer gennem et mudret område og når frem til et sted, hvor guiden synes, at vi skal prøve at grave vores egen tørv. Det er jo lidt speciel værktøj, der bruges til at grave. Men de fleste af os klarer det fint og gør sig fortjent til den dram, der er belønningen. Nå ja, så må vi også gerne fylde vores glas, så vi har til turen tilbage til distilleriet igen.
Tilbage i Port Ellen dytter vi og hilser på de andre, mens vi fortsætter ud til Laphroaig, hvor vores guide proklamerer, at nu er det tid til ”serious whisky tasting”.
Vi ledes over i Warehouse no. 1, der ligger direkte ned til vandet. Guiden forklarer lidt om principperne for lagring af whisky og vi får lov at kigge ind i lageret, der dog er låst med store fængselscellelignende porte. Men hvad gør det? For i forrummet, hvor vi befinder os, står der 3 whiskytønder, som vi selv skal slå an og smage på.
Guiden forklarer os, at ”slå an” betyder, at man skal slå en langskaftet hammer ned lige ved siden af den prop, der sidder midt på tønden. Rammer man rigtigt, hopper proppen op og der er fri adgang til livets vand! Lasse får lov at prøve først og han følger guidens anvisninger og banker ned på begge sider af proppen, der springer op i 2. forsøg. Guiden forklarer, at denne tønde indeholder en Laphroaig fra 1995. Alkoholprocenten er på midt i 60’erne. Vi får en smagsprøve og jeg konstaterer, at det er en kraftig sag. Den skal have meget vand, før spritten ikke er dominerende og vi ender med en dram, der ikke har saft og kraft i sig.
Jens Peter slår tønde nr. 2 an og det sker i første hug. Blærerøv!
Det er en whisky fra 2002 (tror jeg nok). Smager bedre men stadig lidt for ”spids”.
Den sidste tønder åbner Hans Christian også i første hug. Man skulle ikke tro, at de brødre laver andet, end at åbne whiskytønder!
Det er en ung sag fra 2005 men den smager ubetinget bedst efter min vurdering. Guiden slutter dagens tur af med at proklamere, at vi må vælge den af de 3 tønder, der smager os bedst og fylde en 250 ml. flaske med den liflige drik derfra. De fleste af os vælger tønde nr. 3.
Vores flasker bliver behørigt noteret i en stor bog og vi kan stolt marchere bort fra distilleriet med en eksklusiv flaske whisky, som ikke mange andre Laphroaig elskere kan sige, at de har.
Men inden vi forlader distilleriet, skal jeg lige have styr på mit plot. Som ”Friends of Laphroaig” ejer jeg et lille stykke jord tæt på distilleriet. Det er nu ikke noget jord, jeg kan blive kæmperig på. Arealet stammer stort set med størrelsen af mine støvler. På distilleriet bliver jeg udstyret med et fint certifikat og jeg får mine GPS-koordinater udleveret sammen med en lille flaske Laphroaig.
Vi forlader distilleriet. Brian og andre satser på at tage en taxa tilbage til Port Ellen. Ca. 2 km. Nu er taxa ikke en massebetegnelse på Islay, så øens ene taxa er optaget og de køreglade må selv finde tilbage til Port Ellen.
Andre går med mig ud, for at finde mit plot. Vi skal selv bruge mobiltelefonerne til at hitte de rigtige koordinater og da vi er nogenlunde tæt på, planter jeg et Dannebrogsflag, åbner min mini-Laprhoaig og vi får taget det klassiske ”Her står jeg på min Laphroaig Plot” billede.
Så vandrer vi tilbage mod Port Ellen. Jeg er egentlig overrasket over, at jeg ikke er mere besoffen, når jeg tænker på, hvor meget whisky, der er blevet serveret på turen. Der er ingen fulde folk og vi har ikke svært ved at finde tilbage til Port Ellen.
Det går jo først galt, da vi møder de andre på Biergarden og vi skal have en kold øl eller to! Så begynder dagens mængde af spiritus at gøre sit indtog. Vi nyder atter en flot solnedgang.
Det er sidste aften, hvor vi alle er samlet, så vi har sat alle sejl til og har bestilt bord på Islay Hotel i restauranten. Efter et kort besøg på vores B&B, mødes vi alle til en rigtig dejlig aften med god mad – og for nogle af os noget så specielt som en whisky menu til maden. En dram til hver ret. Det kan OGSÅ anbefales!
Aftenen byder også på en sækkepibeoptræden af hotellets ejer. Det kan godt være, at sækkepiben er et udskældt instrument, men det lyder dælme godt i et forholdsvis lille lokale – hvis ellers manden bag kan spille – og det kunne han!
Inden vi tager afsked med familien Bach fra Nordjylland, går vi lige hen på White Hart Hotel, for at få en drink i baren.
Så er dagen passé og vi siger farvel til brormand og hans familie og fortsætter ned af hovedgaden til Cala Sona.
